Forberedelser i gang til Bondens Marked 2009
Også i 2009 vil Bondens Marked være at finde i de unikke omgivelser på Gisselfeld Kloster ved Haslev. Det er nu 3. år vi forsøger. Markedet bliver bedre og bedre, og tilslutningen større og større. I oktober sidste år stillede 35 stadeholdere op og 2.400 besøgte markedet. Både de besøgende og stadeholderne var meget tilfredse, og vejret var med os, så vi tør godt vove at gentage successen.
I år afholdes markedet den 20. og 21. juni og igen den 10. og 11. oktober. Vi håber, vi kan gøre det endnu bedre i år og håber på at få fat i flere stadeholdere samtidig med, at den intime, hyggelige stemning bibeholdes. Kriteriet er, at man selv producerer sine fødevarer og sit kunsthåndværk – og kvaliteten skal være god. Vi hører meget gerne fra producenter, som har mod og lyst til at stille op og fortælle de besøgende om, hvad de laver og dermed være med til at øge interessen for kvalitetsfødevarer og –kunsthåndværk.
Butik Ympehaven i Hårbølle åbner
Lørdag den 20. dec. 2008 kl. 12 åbner den længe ventede butik Ympehaven i Hårbølle.
Butikken er en dagligvarebutik med fokus på økologiske og lokale produkter.
Kig forbi og gør dine indkøb i en anderledes butik med fokus på kvalitetsvarer.
Vi gør os umage for at give kunderne gode madoplevelser.
Kom og nyd den varme gløgg og andre lækkerier.
Varme julehilsener fra
Kirsten Fahnøe,
Butik Ympehaven i Hårbølle
Tlf. 5581 3311
Julebutik på Langebækgaard
I den kommende weekend åbner vi dørene for vores julebutik, hvor vi supplerer vores sædvanlige udvalg af gode vine fra Bourgogne, hjemmelavet syltetøj og chutney, lækre franske og græske specialiteter m.v. med nye delikatesser, der hører sæsonen til:
Julesmåkager, kvædebrød, julemarmelade, julevin, gåseleverpaté, røget fårekød og meget mere - og forøvrigt er Langebækpølsen her igen!
Foruden lækre smagsprøver byder vi på et glas forfriskende, hjemmelavet gløgg - hvid, naturligvis, så overgangen til den tunge og søde julemad ikke bliver for hård!
Besøg os lørdag den 13. eller søndag den 14. mellem 11 og 18 - vi glæder os til at se jer!
De venligste hilsner Langebækgaard Vin & Specialiteter - www.langebaekgaard.dk
Julemarked på den gamle købmandsgård i Stege
Nu nærmer tiden sig for Møns hyggeligste julemarked i den gamle købmandsgård, Empiregården, Museerne.dk, Storegade 75 i Stege. Det sker lørdag d. 29. & søndag d. 20. november - fra kl. 10 til kl. 16.
Der vil være boder med bl.a. eksklusivt julepynt, håndbroderede julekort, de meget efterspurgte hjemmestrikket sokker, ikoner, smykker, utroligt flot håndarbejde, pileflet, hjemmelavede kager og slik, juledekorationer, kranse, smukke kniple arbejder, nisser i lange baner og meget meget mere. Museets butik sælger bl.a. håndlavet julekugler og halmbukke.
I år deltager også Kultivator med en bod på den hyggelige gårdsplads, hvor vi bl.a. vil sælge kvædegelé og -chutney, sennep, most, honning, øl, fårepølser og meget mere.
Høstgilde i Kridthuset 25. november
Kultivator holder høstgilde for sine medlemmer tirsdag den 25. november kl 18.30 i Kridthuset, Storegade 6, Stege.
Denne aften vil foreningens medlemmer få mulighed for at præsentere deres virksomhed og produkter for hinanden; Årets Ildsjæl vil blive kåret; og Nethe Plenge, kogekonen fra Nykøbing Falster, skyder diskussionen om foreningens værdigrundlag i gang. Kultivators 'forbrugerrepræsentant' Søren Pind Jensen har allerede bidraget med det første input til diskussionen, se vedhæftet fil.
Velkommen!
Tilmelding til mettenygaard@kultivatormoen.dk
Første kvædeproduktion fra Møn Økologisk på hylderne
Der var fart på, den uge da Møn Økologisk i samarbejde med en række lokale leverandører, uddannelsescenteret i Nykøbing F. og historikeren Bi Skaarup gik i gang med sin første økologiske produktion af kvædegelé, kvædemarmelade og kvæderelish sammen med et par lærere og et hold gastronomielever fra Celf.
Faglighed, saglighed og praktisk erfaring blev givet videre, da der på en og samme uge blev undervist i historie, mad, og økologi, der blev produceret, miljøet blev skånet ved at undgå lange transportveje, og der blev knyttet kontakter mellem erhverv og uddannelsesinstitution.
Urtegruppe dannet
Tirsdag den 28. oktober samles en håndfuld medlemmer af Kultivator for første gang om deres fælles interesse for urter. I urtegruppen vil der blive udvekslet erfaringer og viden omkring indsamling og forarbejdning af urter, og gruppens medlemmer består både af erfarne og nybegyndere inden for urternes mange anvendelsesmuligheder.
For yderligere information om urtegruppen, kontakt Lizzie Holm eller William Houman.
Den første Nyord-sennep klar til salg i efterårsferien
Så er den første produktion af Nyord-sennep kommet på hylderne klar til salg.
"P.t. kan vi levere 3 grovsennepstyper”, fortæller William Houman, der har leveret den faglige ekspertise i produktudviklingen. ”Vi har hovedproduktet den grove sennep, en dejlig blød honningsennep, som er aromatiseret med mønsk honning og den stærke, sorte sennep, som kan give tårer i øjnene."
Alle 3 sennepstyper kan prøvesmages i den kommende uge, når Noorbohandelen på Nyord tilbyder hjemmebagt speltbrød, røget lam fra Lundevang gård og andre lokale produkter. "Dette er premieren, og vi arbejder stærk på at professionalisere projektet, således at vi også kan levere fiskesennep og julesennep og afprøve mange andre spændende opskrifter i den kommende tid", slutter William Houman.
Bondens Marked på Gisselfeld 11. - 12. oktober 10-16
I weekenden 11. - 12. oktober afholder Bondens Marked høstmarked på Gisselfeld.
Formålet med Bondens Marked er at fremme:
* lokal egenproduktion af kvalitetsfødevarer
* kvalitetsfødevarer generelt
* fairtrade salg af danske fødevarer
* forbrugernes spisevaner i en sundere retning
* børnenes kendskab til kvalitetsfødevarer via oplevelser
Og at skabe:
Kursus i brug af webforum d. 2. oktober 2008
I samarbejde med www.landsbyforum.dk afholder Kultivator kursus i brug af webfora.
Kurset finder sted i IT-lokalet på Stege Skole, Birkevænget 2, 4780 Stege - torsdag den 2. oktober kl. 19 til 21:30.
Undervisere på kurset er Mette Nygaard & Kim Dejbjerg Jensen.
Indlæg i webfora minder på mange måder om emails, men er disse langt overlegne, når det kommer til kommunikation i grupper:
Hele kommunikationen samles ét sted, og historikken bevares, så man med lethed kan spole frem og tilbage i indlæggene.
