Nu' det jul igen, og nu' det jul igen...
Mørket sænker sig over os, den søde juletid nærmer sig med hastige skridt.
Dermed også de mange hyggelige julemarkeder med masser af inspiration til både gaver og julebord, ikke mindst i form af de lækre specialiteter fra Kultivators medlemmer - eksempelvis:
Bryghuset Møn's julebryg, Møn Bolcher's brændte mandler, Nyords julesennepper eller hvad med friske hasselnødder og ildrøde pigeoner, røget fårekølle, æblegélé, julelikør, flotte kvæder - med meget, meget mere...
Som noget nyt kan man selv sammensætte indholdet til en gavekurv foret med mønsk ålegræs!
Kultivators bod vil være at finde på følgende julemarkeder:
Æblernes Dag i Stege - fredag den 16. oktober
Kom til Æblernes Dag i Stege fredag den 16. oktober, hvor hele byen står i æblernes tegn!
På Torvet kl 11-15 vil der være musik, kagekonkurrence, fortællinger om æblets kulturhistorie ved Karen Syberg og om økologisk frugtavl ved Rytzebækgaard, Farø Vad Æbleplantages mobile mosteri, keramik og selvfølgelig masser af æblerelaterede (og andre) lækkerier fra Kultivators producenter!
Bondens marked på Gisselfeld Kloster den 10. - 11. oktober 2009
Bondens Marked slår portene op på Gisselfeld Kloster for femte gang den 10. og 11. oktober. Det er den første weekend i efterårsferien. På denne tid af året bugner regionen af friske fødevarer, som vi glæder os til at præsentere for alle interesserede.
Bondens Marked byder på kød og pølser fra kødkvæg, geder og får, masser af årstidens frugt og grønt, honning, bolsjer, øl, vin, krydderurter, chokolade, marmelader, is, specialiteter fra Danmark, Spanien, Italien og Frankrig, forskellige uldprodukter, pileflet, keramik og brugsting i træ.
Ekstraordinært hygiejnekursus 21., 22. og 23. september i Hårbølle
I samarbejde med EUC Sjælland tilbyder Kultivator hygiejne-kursus med udstedelse af hygiejnecertifikat.
Kurset løber af stablen
21., 22. og 23. september 2009, fra kl 17 og aftenen ud - alle tre dage.
Kurset finder sted i butik Ympehaven, Vindebækvej 48, Hårbølle, 4792 Askeby.
Underviser er William Houman, der vil tilrettelægge undervisningen efter deltagernes behov, f.eks. træning i egenkontrol.
Tilmelding skal foregå telefonisk til William Houman, tlf. 55 81 87 47, da der skal oplyses cpr.nr.
Tilmelding er bindende, og pladserne fordeles efter ”først til mølle”-princippet.
Besøg Rytzebækgaards økologiske frugtplantage og nyd en tre-retters menu
En "Økologisk sommeraften" i efterårsdragt onsdag den 23. september kl. 18 - 21.30.
Har du lyst til at besøge Rytzebækgårds nye frugtplantage med 12 æblesorter og 2 pæresorter. Frugtplantagen er smukt beliggende ved Rytzebæk strand på Møn med skoven i ryggen, og hvor en bæk snor sig gennem plantagen. Ejeren Kirsten Rohde Jensen fortæller om glæden og udfordringerne ved at etablere en frugtplantage fra grunden af.
Der skal selvfølgelig smages på frugten både i frisk og tilberedt stand. David Jensin, der ejer David's Cafe i Stege tilbereder en tre retters menu bestående af en tapastallerken, hovedret og dessert. Frugten vil være en vigtig bestanddel, ligesom Rytzebækgårds egen honning (ikke-økologisk) vil indgå.
Læs mere her: Økologiske Sommeraftner
Kulinarisk mangfoldighed på Rosenfeldt Gods
Søndag den 6. september fyldes Rosenfeldts smukke gårdsplads med regionale kvalitetsfødevarer og kunsthåndværk, når fødevarefestivalen ”Kulinarisk Rosenfeldt” løber af stablen.
Det tegner til at blive en rigtig festlig dag, når over 35 regionale fødevareproducenter og kunsthåndværkere åbner op for fødevarefestivalen på Rosenfeldt Gods for fjerde år i træk.
Tilsammen præsenterer udstillerne en bred vifte af fødevarer, alt fra håndlavet chokolade og bolsher over græskar i alle mulige former og farver til krydderurter, fårespegepølser og vin, øl og bitter – alt sammen fremstillet i Region Sjælland. Og som noget nyt vil der også være pileflettere, keramikere og andre kunsthåndværkere med på festivalen – så festivalgæsterne kan købe en skål eller kurv til at servere de indkøbte æbler i.
Nyt hygiejnekursus tilbydes: 14. - 16. september i Hårbølle
I samarbejde med EUC Sjælland tilbyder Kultivator hygiejne-kursus med udstedelse af hygiejnecertifikat.
Kurset løber af stablen
14., 15. og 16. september 2009, fra kl 17 og aftenen ud - alle tre dage.
Kurset finder sted i butik Ympehaven, Vindebækvej 48, Hårbølle, 4792 Askeby.
Underviser er William Houman, der vil tilrettelægge undervisningen efter deltagernes behov, f.eks. træning i egenkontrol.
Kapsejlads og markedsdage på Hårbølle Havn
I den næstkommende weekend løber Danmarks smukkeste kapsejlads atter af stablen, nemlig Kapsejlads Møn Rundt. Også i år vil havnen være fuld af liv og festlige aktiviteter og spændende boder på markedspladsen.I Kultivator fylder vi atter markedsboden op og drager til Hårbølle Havn, hvor vi sælger ud af de lækre sager...
Lørdag får markedsboden selskab af vores flittige fiskere fra Klintholm og deres flydende fiskeudsalg, kutteren "Søstrene", hvorfra de sælger dagens fangst af friske fisk fanget i Østersøen - af dem selv.
Fra markedsboden vil der blive solgt sennep, æbler, most, økologisk chokolade, røget fårekølle og lammespegepølser, nyopgravede kartofler, honning - med meget mere! Og til at slukke tørsten har Bryghus Møn lavet en til lejligheden specialbrygget Sejlerøl, som ingen får lov at smage, før festlighederne begynder...
Kig forbi Hårbølle Havn på Møn fredag, lørdag og søndag den 21. - 23. august 2009
www.moenrundt09.dk
Kultivator på Facebook
Kultivator har oprettet en såkaldt "Side" på netværksportalen Facebook.
Siden vil blive brugt til at skrive om små og store begivenheder i Kultivator-regi, i supplement til denne hjemmeside, pressemeddelelser m.v.
Facebook-brugere kan tilmelde sig Kultivators "Side" som "Fans" og får derved automatisk besked, når der bliver skrevet nye indlæg på "Siden". Som "Fan" kan man også kommentere på indlæggene og selv tilføje indhold på "Siden", og man kan at sende beskederne om indlæg fra Kultivator videre ud i sit eget Facebook-netværk.
På denne måde skulle det gode budskab om Kultivator og de lækre lokale produkter fra Møn og Sydsjælland gerne blive spredt endnu længere ud.
Find Kultivators Facebook-Side HER
TV2 Øst har været på besøg hos Restaurant Klintholm Røgeri
Tv2 Øst's program "Mad med Mere", der giver gode idéer til, hvor man kan gå hen og spise i vores region, har været en tur i Klintholm Havn og besøge Laila og Johnny i deres flotte, nye restaurant.
Se indslaget her: http://web.tv2east.dk/magasin/mad.php - under "Fisk, fisk, fisk" i rullemenuen.
